https://madrid.hostmaster.org/articles/project_esther_israel_paying_influencers/da.html
Nylige indberetninger under den amerikanske Foreign Agents Registration Act (FARA) har afsløret en influencer-kampagne kaldet “The Esther Project”, finansieret af det israelske Udenrigsministerium. Dokumenter indsendt af Bridges Partners LLC den 26. september 2025 beskriver kontrakter rutedes gennem Havas Media Group Germany for at engagere sociale medie-influencere i at poste pro-israelsk indhold rettet mod amerikanske og globale publikum. Det afslørede budget udgør ca. 900.000 dollars for perioden juni til november 2025, der støtter 14–18 influencere, der producerede 75–90 opslag, med analytikeres estimater på 6.000–7.000 dollars per opslag.
Selvom disse indberetninger opfylder FARAs krav om gennemsigtighed for Bridges Partners som den primære agent, fremhæver de kaskader af risici: uregistrerede influenceres personlige ansvar, platformers håndhævelsespligter under reklame lovgivning og grænsoverskridende skatteforpligtelser. Sagen demonstrerer, hvordan digitale indflydelsesoperationer udfordrer midt-20. århundredets love i en æra med algoritmisk forstærkning.
FARA (22 U.S.C. § 611 et seq.) – oprindeligt udarbejdet for at afsløre nazistisk propaganda – kræver registrering for enhver, der handler “på ordre, anmodning eller under vejledning eller kontrol” af en udenlandsk principal for at forme amerikansk politik eller opinion. Indberettere skal afsløre aktiviteter, økonomi og distribueret materiale, med opdateringer halvårligt.
Nøglebestemmelser:
Influencere, der er bevidste om den israelske sponsorship og intentionen rettet mod USA, kvalificerer sig som agenter og kræver individuelle Short-Form-indberetninger. Kun Bridges Partners’ principal, Uri Steinberg, synes registreret. Uregistrerede deltagere kan derfor være ikke-kompatible. Justitsministeriets fornyede fokus på online indflydelseskampagner (se FARA Unit Annual Reports 2023–24) antyder potentiel granskning selv for mikro-skabere.
FTC Endorsement Guides (16 C.F.R. Part 255) kræver klare #ad-afsløringer for betalt indhold. Udeladelse i politisk budskab udgør en vildledende praksis under § 5 af FTC-loven, der udsætter skabere eller sponsorerende agenturer for ordrer og bøder.
Indkomst fra sponsoreret opslag tælles som selvstændig indkomst (26 U.S.C. § 1402). Amerikanske residenter skal rapportere på Schedule C; ikke-residenter kan stå over for 30 % tilbageholdelse på USA-kildearbejde. Ikke-afsløring risikerer sanktioner på op til 75 % af ubetalt skat eller strafferetssag (26 U.S.C. § 7201).
Ud over lovbestemte pligter undergraver hemmelig koordinering med en udenlandsk stat autenticiteten, som influencer-økonomier afhænger af. For skabere, hvis troværdighed er deres valuta, kan offentlig afsløring af uafsløret statsbetaling være karriereødelæggende.
Under både FTC-regler og EU DSA-artikler 26–39 skal store platforme sikre transparent mærkning af sponsoreret materiale. Hvis X’s algoritmer fremmer uafslørede politiske opslag, kan regulatorer betragte det som facilitering af vildledende reklame. Overtrædelser af DSA’s reklamegennemsigtighed eller systemiske risikobestemmelser kan medføre bøder på op til 6 % af global omsætning.
Platforme undgår normalt FARA-ansvar som neutrale bærere. Dog kan bevis for direkte samarbejde – såsom algoritmisk boost solgt som del af Esther Project – udløse DOJ-efterforskning under lovens “politisk propaganda”-klausuler.
Da betalinger er foretaget uden for X’s reklamesalgssystem, påvirker de ikke virksomhedens skatteansvar. Eksponeringen ligger i regulering, ikke indtægter.
Esther Project er et epitome på konvergensen mellem statspropaganda og influencer-marketing. Traditionel lobbyvirksomhed antog en synlig grænse mellem regeringer og borgere; sociale medier udvisker den. Når geopolitiske budskaber maskerer sig som peer-to-peer-autenticitet, bliver demokratisk diskurs uadskillelig fra målrettet reklame.
Løsninger under diskussion inkluderer:
Den 4. oktober 2025 observerede brugere masse tilbagetrækninger af blå og guld verifikationsmærker fra konti kritiske over for israelsk politik eller Esther Project-afsløringer, inklusive journalister, akademikere og NGO’er. Ingen offentlig begrundelse fulgte handlingen. Kort efter blev analytics-kontoen @Uncensored.AI, der havde gransket både influencer-programmet og X’s moderation, suspendert uden varsel. En intern medarbejderkommentar, der beskrev en “politikkenføringsgennemgang”, blev senere trukket tilbage, og medarbejderen blev angiveligt irettesat.
Selvom X’s vilkår tillader diskretionær fjernelse af mærker, inviterede timingen – midt i højdebatter om udenlandsk indflydelse – anklager om synspunkt-bias. Under EU Digital Services Act forpligter artikel 34 meget store platforme til at mindske systemiske risici som desinformation og politisk motiveret moderation. En koordineret eller hævnende nedtagning kunne dermed udløse Europakommissionens granskning. I USA genåbner sådanne handlinger debatter om Section 230’s omfang og den kvasi-offentlige rolle for dominerende kommunikationsplatforme.
Bagved love og indberetninger ligger et dybere moralsk spørgsmål: hvad betyder sandhed og samtykke, når demokratisk samtale købes og sælges stille?
Moralsk set er Esther Project ikke blot en juridisk fodnote; det er et symptom på en bredere etisk drift, hvor sandhed bliver en vare, og demokratisk tillid en handlbar aktiv.
Esther Projects FARA-indberetninger markerer en lille sejr for gennemsigtighed, men afslører enorme håndhævelses- og etiske huller. Mellemmænd er registreret; de individuelle influencere tilsyneladende ikke. Hver står over for potentiel eksponering under FARA, FTC og skattelovgivning, mens X Corp står over for voksende granskning under DSA og offentlig kritik for opfattet censur.
Dog kan den alvorligste konsekvens være moralsk: en korrosion af offentlig tro på autentisk tale. Når statsnarrativer køber private stemmer, og platforme arbitrere synlighed, opløses grænsen mellem overbevisning og manipulation. Opdatering af love er nødvendig; genopbygning af integritet er uundværlig. Indtil sandhed og sponsorship igen optager separate rum, forbliver demokratisk diskurs gidsel for den højeste budgiver.