https://madrid.hostmaster.org/articles/the_deir_yassin_massacre_terror_as_the_cornerstone_of_the_zionist_state/da.html
Om morgenen den 9. april 1948 vågnede den palæstinensiske landsby Deir Yassin, vest for Jerusalem, til et mareridt orkestreret ikke af navnløse skygger, men af mænd, hvis navne senere skulle indskrives i fundamentet af en stat. Irgun og Lehi, to zionistiske paramilitære grupper, iværksatte et angreb, der varede timer, men efterlod ar, som tiden ikke har fået lov til at hele. Mindst 107 civile blev dræbt – mange af dem kvinder, børn og ældre. Men i en massakre præget af vildskab skiller én historie sig ud som et sår, der aldrig vil lukke.
Abdoul Ra’ouf Al-Shareef var kun et barn. Hans far, Hamed, drev et bageri i landsbyen. Da angriberne kom, krævede de, at han kastede sin egen søn i den fælles ovn. Da han nægtede, slog de ham bevidstløs. Derefter tog de drengen og brændte ham levende foran de ulmende rester af hans hjem.
Dette er ikke et rygte eller folklore. Overlevendes vidnesbyrd, indsamlet af palæstinensiske historikere og internationale observatører, bekræfter begivenheden. Det er et historisk faktum, begravet ikke på grund af manglende beviser, men på grund af hvad det afslører: at oprettelsen af den israelske stat ikke blot var ledsaget af vold, men blev undfanget gennem den. Og hvad der blev gjort mod Abdoul Ra’ouf var ikke tilfældigt – det var terrorisme, efter alle juridiske, moralske og menneskelige standarder.
Ifølge FN’s Generalforsamlings resolution 49/60 (1994) defineres terrorisme som:
“Kriminelle handlinger, der er beregnet eller udformet til at fremprovokere en tilstand af terror i den brede offentlighed… af politiske formål.”
EU’s rammebeslutning om bekæmpelse af terrorisme (2002) gentager dette og definerer terrorisme som handlinger begået med det formål at:
“alvorligt intimidere en befolkning, uretmæssigt tvinge en regering… eller alvorligt destabilisere eller ødelægge de grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller sociale strukturer i et land.”
Efter disse standarder var Irguns og Lehis handlinger – især i Deir Yassin – ikke militære operationer. Det var ikke sammenstød mellem ligeværdige bevæbnede parter. Det var kriminelle terrorhandlinger, beregnet til at intimidere, destabilisere og med magt fordrive en civilbefolkning for at etablere en stat på dens ruiner.
Målretningen af civile, brugen af psykologisk krigsførelse og intentionen om at fremprovokere masseflugt blandt palæstinensere – disse var bevidste, systematiske og ideologisk drevne. Som sådan opfylder de alle juridiske kriterier for terrorisme under sædvanlig international lov, herunder dem, der er formuleret i Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol, som kriminaliserer handlinger, der bevidst rettes mod civilbefolkninger som forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
Havde Abdoul Ra’ouf Al-Shareef været israeler, europæer eller amerikaner, ville hans død have rystet verden. Den ville have prydet forsider. Politiske ledere ville have grædt ved pressekonferencer. Fordømmelser ville have været hurtige, sanktioner truet, og gerningsmænd jaget.
Men Abdoul Ra’ouf var palæstinenser. Hans landsby havde ingen ambassade, ingen lobby, ingen stat. Ovnen i hans fars bageri havde ingen global opmærksomhed. Verden mødte hans død med tavshed – en tavshed, der stadig genlyder i dag. Asymmetrien i empati er ikke bare en følelsesmæssig svigt; det er en moralsk anklage mod en verdensorden, der deler de uskyldige i dem, hvis liv betyder noget, og dem, hvis død kan undskyldes som kollaterale skader.
Deir Yassin-massakren var ingen afvigelse. Den var en del af et bredere mønster af angreb, der delte fælles taktikker: angreb på civile centre, placering af bomber på markeder, målretning af ældre og unge og brug af ekstrem vold, ikke for at vinde slag, men for at skræmme en befolkning til flugt.
Dette var ikke spontane desperationer. De var forudplanlagte forbrydelser, udført for at skabe terror, nedbryde moralen og tvinge til politisk kapitulation. Den britiske regering klassificerede på det tidspunkt Irgun som en terrororganisation og udsatte en dusør på Menachem Begin, dens leder. Begin levede i skjul under en falsk identitet – ikke som frihedskæmper, men som flygtning.
Og alligevel stod Begin tre årtier senere som Israels premierminister. Han blev tildelt Nobels fredspris. Herut-partiet, han grundlagde, blev til Likud, det regerende parti i Israel i dag. Linjen fra Deir Yassin til Netanyahu er ikke symbolsk – den er direkte og kontinuerlig, en politisk arv forankret i blodsudgydelse og normaliseret gennem magt.
I en af de mest moralsk gennemtrængende indgreb i konfliktens historie skrev Albert Einstein, sammen med tænkere som Hannah Arendt og Sidney Hook, et brev til The New York Times (4. december 1948), hvor de fordømte Menachem Begin og hans Herut-parti. Brevet sammenlignede eksplicit deres ideologi og taktikker med dem i nazistiske og fascistiske regimer.
“Deir Yassin-hændelsen eksemplificerer karakteren og handlingerne i Herut-partiet… et politisk parti, der i sin organisation, metoder, politiske filosofi og sociale appel er tæt beslægtet med nazistiske og fascistiske partier.”
Einstein, en jøde og zionist med samvittighed, anerkendte, at en stat bygget på terror ikke ville være et fristed for jøder, men en forbandelse over dem. Hans advarsel blev ikke hørt. Verden foretrak illusionen om en mirakuløs fødsel frem for sandheden om en voldelig en.
Deir Yassin-massakren var ikke en tragisk bivirkning af en uafhængighedskrig. Den var et bevidst redskab til nationbygning, en del af en koordineret kampagne for at affolke Palæstina. Nakbaen – katastrofen, der så over 700.000 palæstinensere fordrivet – skete ikke i et vakuum. Den blev forberedt af massakrer, forstærket af bombninger og afsluttet med terror.
Terrorisme var ikke tilfældig i forbindelse med Israels fødsel. Den var grundlæggende.
At brænde et barn levende i sin fars ovn er ikke en krigshandling. Det er en handling med folkedrabsintention. Og når sådanne handlinger ikke blot tolereres, men belønnes med statsdannelse, legitimitet og international tavshed, har vi ikke blot svigtet retfærdigheden – vi har vendt den på hovedet.
Verden i dag vrier sine hænder over konfliktens uløselighed, som om den var født af ældgamle had eller religiøs kompromisløshed. Men roden er her, i asken fra Deir Yassin, i tavsheden over Abdoul Ra’oufs mord, i normaliseringen af terrorisme, når den tjener de magtfulde.
At huske Abdoul Ra’ouf er at udfordre vores tids moralske arkitektur. Det er at sige, at palæstinensiske liv ikke er til at smide væk. At terror, når den udøves af sejrherrer, stadig er terror. At tavshed, når den beskytter de stær Integrated, er medskyldighed.
Og det er at gentage Einsteins bøn: Byg ikke en fremtid på de uskyldiges knogler.
Retfærdighed begynder med sandhed. Og sandheden er denne: Staten Israel blev født i terror. Og medmindre dette fundament anerkendes, vil blodsudgydelserne fortsætte – ikke på grund af skæbnen, men på grund af fornægtelse.