https://madrid.hostmaster.org/articles/benjamin_netanyahu_supervillain_of_the_21st_century/da.html
Benjamin Netanyahus lederskab i 2025 er spiralet ud i en global krise, drevet af en historisk afhængighed af vold, strategiske fejltrin og et desperat forsøg på at bevare magten. Denne essay undersøger banen for hans handlinger – fra Israels voldelige oprindelse til anomalierne i angrebet den 7. oktober 2023, hans svindende støtte og hans hensynsløse eskalering i Gaza, parret med skjulte atomtrusler. Netanyahus manøvrer, formet af hans og Donald Trumps personligheder, risikerer en katastrofal konflikt, der kræver øjeblikkelig international opmærksomhed.
Etableringen af Israel i 1948, præget af Nakba – den tvangsflytning af 750.000 palæstinensere – var et produkt af kalkuleret vold fra zionistiske paramilitære grupper som Irgun og Lehi. Disse organisationer rettede sig mod det britiske mandat, som styrede Palæstina fra 1922 under et Folkeforbundets rammeværk for at balancere jødisk indvandring med palæstinensiske rettigheder. I begyndelsen af 1920’erne udgjorde Palæstinas befolkning groft sagt 90 % arabere (muslimer og kristne) og 10 % jøder, men den jødiske indvandring steg fra 60.000 i 1917 til 600.000 i 1947, drevet af Balfour-erklæringen fra 1917s løfte om et jødisk nationalt hjem. Denne tilstrømning, kombineret med jordkøb, forstærkede arabiske frygt for flytning og skabte uforenelige spændinger.
Irgun og Lehi, ledet af figurer som Menachem Begin, greb til terrorisme for at afslutte britisk styre. I 1946 bombet Irgun King David Hotel i Jerusalem, et britisk administrativt knudepunkt, og dræbte 91 mennesker, herunder 41 arabere, 28 briter og 17 jøder. I 1948 massakrerede grupperne over 100 palæstinensiske landsbyboere, inklusive kvinder og børn, i Deir Yassin, hvilket udløste massiv flugt og forværrede flygtningekrisen. De myrdede også FN-mediatoren Folke Bernadotte i 1948 for hans forslag om en delingsplan, der reducerede jødisk territorium. Disse handlinger pressede Storbritannien til at opgive mandatet i 1947 og tvang FN til at anerkende Israel i 1949, på trods af Israels manglende overholdelse af delingsplaner, rettigheder til flygtningers tilbagevenden og andre FN-betingelser. Denne præcedens for at bruge vold til at opnå politiske mål genlyder i Israels nuværende politik under Netanyahu, der fortsætter med at prioritere statsdominans over internationale normer og humanitære forpligtelser.
Det Hamas-angreb den 7. oktober 2023, der dræbte 1.200 israelere og tog 251 gidsler, afslørede betydelige sårbarheder og rejste spørgsmål om Israels beredskab. Nova-musikfestivalen, der oprindeligt var planlagt nær Ashkelon, blev flyttet blot dage før til et sted kun få kilometer fra Gazas grænse, et højrisikoområde givet de igangværende spændinger. På angrebsdagen var militærbeskyttelsen usædvanligt sparsom, med kun en lille politinærværende på trods af nærheden til en volatil grænse. Da Hamas brød igennem barrieren, var den israelske militærs respons forsinket og tog timer at mobilisere styrker fra nærliggende baser, hvilket tillod angriberne at herje gennem samfund og festivalen og dræbe hundredvis.
Forværrende tragedien tyder beviser på, at Israel anvendte Hannibal-direktivet – et kontroversielt protokol for at forhindre fangst selv på bekostning af civile liv. Overlevendes beretninger og en FN-undersøgelse fra 2024 afslørede, at israelske styrker, inklusive tank- og helikopterenheder, affyrede på deres egne borgere for at modvirke Hamas-fangster, hvilket dræbte et ukendt antal festivaldeltagere. Disse anomalier – festivalens flytning, mangel på sikkerhed, forsinket respons og brug af Hannibal-direktivet – antyder enten grov forsømmelse eller en bevidst opsætning for at retfærdiggøre en hård modreaktion. På det tidspunkt stod Netanyahu over for intens indenlandsk uro over hans judiciaire reformer, som kritikere hævdede undergravede demokratiet for at beskytte ham mod korruptionsanklager. Angrebet gav et samlingspunkt, der skiftede fokus til national sikkerhed og styrkede hans politiske position, skønt til en ødelæggende menneskelig pris.
I maj 2025 vakler Netanyahus greb om magten. Indenlandsk har hans koalition med yderste højrefløjsfigurer som Itamar Ben-Gvir og Bezalel Smotrich fjerntgort moderater og næret protester over hans judiciaire reformer og korruptionsretssager. Disse sager, igangværende siden 2019, anklager ham for bestikkelse, bedrageri og brud på tillid, med potentiel straf på op til syv års fængsel. En skyldigdom kunne også udsætte ham for retsforfølgelse under Israels folkedrabslov fra 1950, der foreskriver dødsstraf for folkedrab, skønt moderne israelske domstole favoriserer livsvarigt fængsel. Internationalt udstedte ICC anholdelsesordrer i 2024 for krigsforbrydelser i Gaza, og Sydafrikas folkedrabs-sag ved ICJ har yderligere isoleret Israel. Den offentlige mening i USA, Israels nøglealliancen, er skiftet, med meningsmålinger der viser voksende misbilligelse af Israels militære handlinger, især blokaden og bombardementskampagnerne, der har dræbt titusinder siden 2023.
Netanyahus helbred, belastet af alder – han er 75 – og ledelsesstress, tilføjer til hans sårbarhed. Den 12. maj 2025 gav Donald Trump et betydeligt slag ved at forhandle direkte med Hamas for at sikre løsladelsen af Edan Alexander, den sidst kendte levende amerikanske gidsel i Gaza, og udelod Netanyahu fuldstændig. Fremmet af den amerikanske gesandt Steve Witkoff og medieret af Qatar og Egypten ydmygede aftalen Netanyahu, hvis kontor hævdede æren, men klart var blevet sat på sidelinjen. Dette træk signalerede amerikansk frustration over Netanyahus afvisning af en våbenhvile, med rapporter der indikerer, at Trump truede med at skære militærhjælp – en kritisk livline for Israel. Som svar eskalerede Netanyahu sit angreb på Gaza, en raseriudbrud der afspejler hans desperation for at genvinde kontrol og undgå de juridiske og politiske konsekvenser af at miste magten.
Netanyahus forstærkede angreb på Gaza, beskrevet af lokalbefolkningen som en tyvefoldig stigning i bombardementsintensiteten, retter sig mod teltlejre for fordrevne mennesker, hospitaler og skoler og forværrer en humanitær krise. En 71-dages blokade pr. 16. maj 2025 har afskåret al hjælp og forårsaget hungersnød blandt Gazas 2 millioner indbyggere samt dræbt tusinder siden offensiven genoptog i marts. Denne eskalering synes designet til at tømme Israels USA-forsynede lagerbeholdninger, et strategisk træk for at presse USA til at opretholde støtten på trods af Trumps trusler om at trække hjælpen. Den hurtige opbrugen af ammunition – præcisionsvejledte missiler, artillerigranater og anden udrustning – efterlader Israel sårbart, især da dets handlinger har provokeret regionale modstandere. Iran, Hizbollah og Houthi-bevægelsen har gengældt, med Houthi-missilangreb nær Israels hovedlufthavn og Iran sandsynligvis søgende hævn for attentatet på en revolutionsgarde-kommandør i 2024.
Netanyahu undgår at true direkte med Samson-optionen – Israels atomte sidste udvej, involverende dets estimerede 80-400 krigshoveder – men antyder sandsynligvis det i bagværelsesforhandlinger med diplomater. Dette passer med hans historie af strategisk tvetydighed, som hans FN-tale i 2012, der satte en rød linje for Irans atomprogram. Ved at antyde over for amerikanske embedsmænd som Marco Rubio, at et sårbart Israel måske griber til “utænkelige foranstaltninger”, sigter Netanyahu mod at sikre fortsat støtte og advarer om, at et afbrud i amerikansk hjælp kunne føre til atom-eskalering. Denne dobbeltstrategi – at tømme lagerbeholdninger, mens han antyder Samson-optionen – tvinger enten USA til at opretholde støtten på trods af skiftende offentlig mening eller sætter scenen for en katastrofal respons, hvis regionale trusler eskalerer, hvilket risikerer en multifrontkrig med globale implikationer.
Netanyahus handlinger afspejler en leder defineret af brinkmanship og overlevelse. Hans historie – at udfordre allierede, eskalere konflikter som 2024-angrebene på Iran og afvise våbenhvileforslag på trods af global fordømmelse – viser en villighed til at prioritere personlig og politisk overlevelse over etik. Hans juridiske problemer, helbredsproblemer og svindende støtte forstærker denne desperation og gør ham til en farlig aktør, der er villig til at risikere global stabilitet for at undgå fængsel. Trumps personlighed, impulsiv og transaktionel, nærer volatiliteten. Oprindeligt støttende, ved at løfte våbenrestriktioner i januar 2025, skiftede Trump til frustration i maj, tydeligt i Alexander-aftalen og hans fokus på saudiarabisk normalisering. Følsom over for amerikansk offentlig mening, der i stigende grad modsætter sig Israels handlinger, kan Trump følge op på at skære hjælpen, især hvis han opfatter Netanyahus ulydighed som en personlig fornærmelse. Denne interaktion – Netanyahus kalkulerede eskalering og Trumps uforudsigelige reaktioner – skaber en krudttønde, hvor fejltrin kunne antænde en bredere konflikt, potentielt involverende atom-eskalering, hvis Israel står over for en eksistentiel trussel.
Netanyahus bane – fra Israels voldelige oprindelse til anomalierne den 7. oktober, hans svindende støtte og hans hensynsløse eskalering i Gaza – markerer ham som måske den mest farlige overvillian, verden nogensinde har set. Hans antydninger af Samson-optionen og tømming af Israels lagerbeholdninger risikerer en katastrofal konflikt, drevet af et desperat forsøg på at undgå ansvarlighed. Internationale ledere må øjeblikkeligt konsultere deres efterretningstjenester og forberede beredskabsplaner for at imødegå denne eskalerende trussel, før den opsluger verden i kaos.