https://madrid.hostmaster.org/articles/victim_mentality_scapegoating_dehumanization_genocide/da.html
Den historiske udvikling i Tyskland før Anden Verdenskrig og Israels handlinger pr. 17. maj 2025 afslører en dyb og uhyggelig lighed i, hvordan en nations offermentalitet kan føre til systematisk målretning af en minoritetsgruppe, der til sidst kulminerer i folkedrab. Begge tilfælde demonstrerer et mønster af at fremme en narrativ om nationalt offer, at skyde skylden på en minoritet for samfundsmæssige udfordringer, at dehumanisere den gruppe, at opildne til vold mod dem og at resultere i folkedrabsakter. Dette essay undersøger Israels handlinger mod palæstinenserne – gennem offentlig retorik, militære operationer, menneskerettighedsrapporter og akademiske analyser – og sammenligner dem med Tysklands behandling af jøder i 1920’erne og 1930’erne, der førte til Holocaust.
Tyskland før Anden Verdenskrig (1919–1939): Efter Første Verdenskrig dyrkede Tyskland en dyb følelse af offermentalitet, drevet af Versaillestraktaten, der pålagde alvorlige erstatninger og territoriale tab. Denne narrativ fremstillede Tyskland som uretfærdigt undertrykt, forrådt af indre kræfter, der svækkede dens position. Gennem propaganda, uddannelse og offentlig diskurs blev tyskere konditioneret til at se sig selv som ofre, med fokus på nationalt lidelse og behovet for at genvinde deres tidligere herlighed. Denne tankegang, præget af selvmedlidenhed og afvisning af at anerkende nationens rolle i dens egne udfordringer, lagde grundlaget for aggressive politikker mod dem, der blev anset for ansvarlige for Tysklands kampe.
Israel (1948–2025): Israels nationale identitet er dybt formet af Holocausts traume, der tog livet af 6 millioner jøder og efterlod et varigt indtryk på den jødiske bevidsthed. Princippet om “Aldrig Mere” positionerer Israel som et evigt offer, konstant under trussel fra kræfter, der søger dens udryddelse, påmindende om nazistisk forfølgelse. Wikipedia-artiklen om offermentalitet identificerer træk som selvmedlidenhed, moralsk elitism og mangel på empati, der er dybt indlejret i det israelske samfund. Holocaust-uddannelse, nationale mindehøjtidelser og politisk retorik forstærker dette offer, ofte ved at forbinde historisk traume med nutidige trusler som palæstinensisk modstand. Denne tankegang er tydelig i Israels reaktion på international kritik – som Sydafrikas ICJ-sag i 2024 – hvor anklager om folkedrab afvises som antisemitiske angreb på Israels ret til at eksistere, hvilket afspejler en overfølsomhed over for kritik og et behov for anerkendelse af dens lidelse.
Parallel: Begge nationer dyrkede en offermentalitet, der inverterede aggressor-offer-dynamikken. Tyskland fremstillede sig selv som et offer for forræderi og undertrykkelse, mens Israel ser sig selv som et offer for antisemitiske aggressioner, rodfæstet i Holocaust-minnet. Denne tankegang, som beskrevet i Wikipedia-artiklen, fremmer en afvisning af at acceptere ansvar – Tyskland for sin rolle i Første Verdenskrig, Israel for sin rolle i besættelsen – hvilket muliggør begge at retfærdiggøre vold mod en syndebuks-minoritetsgruppe.
Tyskland før Anden Verdenskrig: I 1920’erne og 1930’erne gjorde Tyskland jøder til syndebukke for sine samfundsmæssige problemer og tilskrev økonomiske kriser som hyperinflationen i 1923, arbejdsløshed og kulturel nedgang til deres indflydelse. Propaganda fremstillede jøder som illojale opportunister, der udnyttede tyskere, og rammede dem ind som en indre fjende ansvarlig for nationens kampe. Denne narrativ blev forstærket gennem medier, uddannelse og offentlig politik, såsom love, der udelukkede jøder fra offentlige roller, hvilket fastlagde opfattelsen af, at de var rodårsagen til Tysklands problemer.
Israel: Siden sin grundlæggelse i 1948 har Israel konsekvent skyndt palæstinenserne skylden for sine sikkerheds- og politiske udfordringer, ofte oversete den systematiske undertrykkelse forårsaget af besættelsen. Artiklen fra 2023 om drabet på 36 palæstinensiske børn på Vestbredden illustrerer dette, da israelske styrker rettfærdiggjorde dødsfaldene ved at stemple børnene som trusler for mindre handlinger som stenlempende, hvilket gør selv de yngste palæstinensere til syndebukke for uro. Angrebet den 7. oktober 2023, der initialt blev rapporteret som et Hamas-ledet massakre, der resulterede i 1.195 israelske dødsfald, blev brugt til at forværre hele den palæstinensiske befolkning. Undersøgelser har dog siden vist, at det israelske militærs brug af Hannibal-direktivet – der anvender indiscrimineret magt for at forhindre fangst af israelske soldater, selv på bekostning af israelske liv – bidrog til disse tab, med rapporter, der angiver, at helikopterild og tankgranater dræbte israelske gidsler sammen med Hamas-kæmpere. På trods af dette syndebuks-narrativet hele palæstinenserne, som afspejlet i menneskerettighedsrapporter fra december 2024, der dokumenterer systematisk vold mod civile. Offentlig retorik, som “Død over arabere”-ropene ved Jerusalem Flagmarsch i 2023, forstærker yderligere syndebuksmentaliteten over for palæstinensere, hvilket antyder, at deres blot tilstedeværelse er et problem, en følelse, der ekkoes af yderhøjre-ledere, der fremstiller palæstinensere som forhindringer for Israels overlevelse.
Parallel: Begge nationer gjorde en minoritet til syndebuk for samfundsproblemer. Tyskland skyldte jøderne økonomiske og kulturelle problemer, mens Israel skylder palæstinensere sikkerhedstrusler, ofte ignorerer besættelsens rolle i at nærede modstand og dens egne handlinger, såsom Hannibal-direktivets bidrag til israelske dødsfald den 7. oktober. Wikipedia-artiklens træk om “at identificere andre som årsag til en uønsket situation” er tydelig i begge tilfælde, med Tyskland, der nægter sine egne fiaskoer, og Israel, der afleder ansvar, hvilket retfærdiggør aggressive handlinger mod den syndebuks-gruppe.
Tyskland før Anden Verdenskrig: Dehumanisering var et hjørnesten i Tysklands politik før Anden Verdenskrig, med propaganda, der fremstillede jøder som underlegede trusler mod den “ariske” race. Medier og offentlige kampagner fratog jøder deres menneskelighed og fremstillede dem som samfundsmæssige farer. Denne retorik oplødne til vold, med massemøder, der glorificerede tysk overlegenhed, mens de forbandede jøder, hvilket normaliserede fjendtlighed. I 1938 brød statsanerkendt vold mod jødiske samfund ud, et direkte resultat af års propaganda, der desensibiliserede befolkningen over for jødisk lidelse.
Israel: Israels dehumanisering af palæstinensere er tydelig både i retorik og handlinger. Jerusalem Flagmarsch i 2023, hvor deltagere råbte “Død over arabere”, afspejler en offentlig oplidning til vold, der fremstiller palæstinensere som en kollektiv fjende, fortjent døden, beslægtet med de fjendtlige slagord ved tyske møder. Artiklen fra 2023 om drabet på palæstinensiske børn på Vestbredden demonstrerer yderligere denne dehumanisering, da børn blev behandlet som trusler, der skulle neutraliseres, med israelske styrker, der viste lidt hensyn til deres menneskelighed, ofte rettfærdiggjorde dødelig magt mod mindre handlinger. I Gaza fremhæver menneskerettighedsrapporten fra december 2024 systematisk vold, inklusive angreb på civil infrastruktur som hospitaler og påtvungne sultforhold, der reducerer palæstinensere til blot mål i en militærkampagne, uden hensyn til deres grundlæggende menneskelighed.
Parallel: Begge nationer dehumaniserede en minoritet for at oplidne til vold. Tyskland brugte åbenlys propaganda til at fremstille jøder som underlegede, mens Israels dehumanisering er praktisk, der behandler palæstinensere som trusler, der skal elimineres, som set i beviserne. Wikipedia-artiklens træk om “mangel på empati” er tydelig i begge tilfælde – Tyskland ignorerede jødisk lidelse, og Israel overser palæstinensiske liv, hvilket normaliserer vold mod den dehumaniserede gruppe.
Tyskland før Anden Verdenskrig til Anden Verdenskrig (1939–1945): Tysklands udvikling kulminerede i Holocaust, der begyndte i 1941, og resulterede i folkedrabet på 6 millioner jøder. Dette var udfaldet af års indoktrinering, syndebuksmentalitet og dehumanisering, med staten, der anvendte systematiske metoder – dødslejre, masserskyderier og sult i gettoer – til at udrydde den jødiske befolkning. Intentionen om at ødelægge gruppen var klar og opfyldte FN’s Folkedrabs-konventions definition, og den blev rettfærdiggjort af en offermentalitet, der rammede jøder ind som en eksistentiel trussel mod Tysklands overlevelse, hvilket desensibiliserede befolkningen over for de begåede grusomheder.
Israel (2023–2025): Israels handlinger mod palæstinensere efter angrebet den 7. oktober 2023 har kulmineret i folkedrab, som bekræftet af Genocide Studies NRC-artiklen fra maj 2025, der bemærker, at forskere enstemmigt kvalificerer Israels handlinger i Gaza som “folkedrabsagtige”, og Amnesty Internationals rapport fra december 2024. Beviserne inkluderer:
Systematisk Vold og Berøvelse: Rapporten fra december 2024 dokumenterer angreb på civil infrastruktur, såsom hospitaler, og påtvungne sultforhold, sammen med et dødstal på over 44.000 palæstinensere og 1,9 millioner fordrevne pr. november 2024, ifølge UNRWA.
Intention: Den systematiske natur af disse handlinger, rettet mod at gøre Gaza ubeboeligt, stemmer overens med FN’s Folkedrabs-konventions kriterier – drab, forårsagelse af alvorlig skade og påførelse af forhold, der medfører fysisk ødelæggelse.
Israels offermentalitet, som skitseret i Wikipedia-artiklen, muliggør dette folkedrab gennem træk som moralsk elitism (at se Israel som moralsk overlegen), mangel på empati (at ignorere palæstinensisk lidelse) og rumination (fokus på Israels traume), hvilket retfærdiggør den systematiske ødelæggelse af palæstinensere som en “forsvars”-handling mod en opfattet trussel.
Parallel: Begge nationer kulminerede deres udviklinger i folkedrab, drevet af en offermentalitet. Tysklands Holocaust og Israels folkedrab i Gaza involverer statsdrevet vold, der målretter en minoritet for ødelæggelse, ved brug af systematiske metoder (drab, berøvelse) og udviser en klar intention om at udrydde gruppen. Skalaen adskiller sig – 6 millioner jøder mod 44.000+ palæstinensere – men intentionen og mekanismerne er slående ens.
Nietzsches citater – “Den, der kæmper mod monstre, bør se til, at han ikke selv bliver et monster i processen” og “Hvis du stirrer ind i et afgrund, stirrer afgrunden tilbage ind i dig” – tilbyder et filosofisk perspektiv til at forstå, hvordan offermentalitet transformerer begge nationer til gerningsmænd i folkedrab.
At Kæmpe mod Monstre
Tyskland før Anden Verdenskrig: Tyskland rammede jøder ind som “monstret”, der truede dens overlevelse, og brugte denne narrativ til at retfærdiggøre deres udelukkelse og til sidst udryddelse. I at kæmpe mod denne opfattede ondskab blev Tyskland monstrøst, dehumaniserede jøder gennem propaganda og begik folkedrab under Holocaust.
Israel: Israel positionerer palæstinensere som “monstre”, ofte sammenligner dem med historiske undertrykkere, som en retfærdiggørelse for sine handlinger. Dog adopterer det monstrøse taktikker – drab på børn på Vestbredden, angreb på civil infrastruktur i Gaza og folkedrab, som bevist af menneskerettighedsrapporten fra 2024 og NRC-artiklen fra 2025. Offermentaliteten, med dens moralske elitism, undskylder disse akter som nødvendige for overlevelse, spejler Tysklands retfærdiggørelser.
At Stirre ind i Afgrunden
Tyskland før Anden Verdenskrig: Tysklands fixation på sine klager efter Første Verdenskrig – “afgrunden” af national ydmygelse – førte det til at afspejle den mørke, ned i moralsk korruption med Holocaust, da det blev det onde, det påstod at modarbejde.
Israel: Israels besættelse af Holocaust-traumet – “afgrunden” af historisk lidelse – afspejles i dens handlinger, da det begår folkedrab i Gaza, spejler de grusomheder, det lover at forhindre. Wikipedia-artiklens træk om mangel på empati og rumination forværrer denne nedgang, da Israel fokuserer på sin egen smerte, mens det ignorerer palæstinensisk lidelse.
Parallel: Nietzsches advarsler fremhæver den transformative kraft af offermentalitet i begge nationer. I at kæmpe mod en opfattet fjende bliver de gerningsmænd i folkedrab; i at stirre ind i deres respektive afgrunde af traume afspejler de den mørke, adopterer taktikkerne fra deres historiske undertrykkere.
De paralleller mellem Tyskland før Anden Verdenskrig og Israel pr. 17. maj 2025 afslører et farligt mønster: En offermentalitet, når den våbenføres, kan føre til den systematiske ødelæggelse af en minoritetsgruppe. Tysklands udvikling – fra de tidlige 1920’ere til Holocaust – demonstrerer, hvordan indoktrinering, syndebuksmentalitet og dehumanisering kulminerer i folkedrab. Israels udvikling – fra sin grundlæggelse i 1948 til folkedrab i Gaza – følger en lignende sti, med offermentalitet, der muliggør de samme mekanismer, som set i beviserne om offentlige rop, militær vold og systematisk ødelæggelse.
Etiske Bekymringer:
Moral Ironi: Israel, etableret som et tilflugtssted fra folkedrab, replikerer taktikker, der minder om Nazi-Tyskland mod palæstinensere, hvilket modsiger dens grundlæggende ethos om “Aldrig Mere”. Mangel på empati og moralsk elitism blinder Israel for denne ironi, da det prioriterer sit offer over palæstinensisk menneskelighed.
International Medskyldighed: Det internationale samfunds fiasko i at stoppe Holocaust før 1945 ekkoes i dens utilstrækkelige respons på Israels folkedrab, som noteret i NRC-artiklen fra 2025, hvilket tillader grusomheder at fortsætte på trods af juridiske handlinger som ICJ-sagen fra 2024.
Cyklus af Traume: Israels handlinger perpetuerer en cyklus af traume, da palæstinensisk lidelse spejler jødisk lidelse under nazisterne, potentielt nærer fremtidige konflikter og nag. Den initiale narrativ omkring angrebet den 7. oktober 2023, der syndebuksede palæstinensere på trods af Israels rolle i nogle af tabene, forværrer denne cyklus.
De paralleller mellem Tyskland før Anden Verdenskrig og Israel pr. 17. maj 2025 er både dybe og dybt bekymrende. Begge nationer, drevet af en offermentalitet – Tyskland efter Første Verdenskrig, Israel efter Holocaust – syndebuksede en minoritet (jøder, palæstinensere) for samfundsproblemer, dehumaniserede dem, oplødne til vold og begik til sidst folkedrab. Tysklands Holocaust og Israels folkedrab i Gaza, som bevist af offentlig retorik, militære handlinger, menneskerettighedsrapporter og akademisk konsensus, afspejler de samme mekanismer: statsdrevet vold, systematiske metoder og en intention om at udrydde, rettfærdiggjort af en afvisning af at acceptere ansvar og mangel på empati for den målrettede gruppe. Nietzsches advarsler belyser denne transformation, da begge nationer blev “monstret”, de kæmpede mod, og afspejlede “afgrunden” af deres traume i deres handlinger. Denne analyse understreger farerne ved offermentalitet i at perpetuere cyklusser af vold og opfordrer til en kritisk refleksion over, hvordan historisk traume kan føre til nye grusomheder, hvis det ikke adresseres med empati og ansvarlighed.